Psykologi Blog

Derfor er det så svært at forandre sig

Ligesom alle andre mennesker, har du sikkert også prøvet at være i en situation, hvor du gerne ville forandre noget i dit liv. Det var sikkert en helt fuldstændig oprigtig og ærlig beslutning og du gjorde sikkert også noget for at bevæge dig i retning af forandringen, men så efter lidt tid, så faldt du tilbage til dine gamle vaner.

Hvis det lyder bekendt, så er du ligesom alle os andre, for forandring er faktisk meget svært, men hvorfor mon det er sådan?

Det er selvfølgelig ikke et spørgsmål der er let at besvare, for der er mange faktorer som spiller ind. Ting som dine omgivelser og deres feedback og meninger om dine ønsker, foruden deres adfærd, som både kan støtte og besværliggøre forandringer, både direkte og indirekte. Vi kan fx alle forestille os hvor behjælpeligt det er med støttende og anerkendende venner og familie, når vi står i en forandringsproces, og vi kan sikkert også alle forestille os, hvor besværlig en forandringsproces vil være, hvis ikke venner og familie støtter os. Og tænk så også på alle de indirekte faktorer som kan komme. Fx hvis dine børn begynder at have det er rigtigt svært i skolen, hvis din ægtefælle begynder at blive konfliktoptrappende, hvis der sker noget uforudset med bilen og en million andre hændelser, som alle kræver energi og derfor tager energi væk fra forandringsprocessen

Man skal aldrig undervurdere de sociale faktorer, det betyder virkelig meget.

Men ud over de sociale faktorer er der også både intrapsykiske, genetiske og biologiske faktorer som spiller ind.

Med de intrapsykiske tænker jeg på det psykologiske hos dig selv. Hvordan har du fx forberedt dig psykisk?, hvad gør du for at understøtte din beslutning?, hvad gør du for at nå dit mål?, hvordan er din psykologi ift. at lave denne forandring?, og er der gamle uhensigtsmæssige tanker, følelser og adfærd som kan blive en forhindring?
Alt sammen er faktorer som også kan være både støttende for en forandring og de kan være betydelige faktorer for hvorfor en forandring ikke sker. Du kan læse lidt mere om selve det at sætte et mål her (http://din-fremtid.nu/naa-dine-maal-nu/).

Der er også genetiske faktorer som kan spille ind. Den positive psykologi har fx vist, at vi alle har et medfødt niveau for lykkefølelse og glæde. Nogle er født med et naturligt højt niveau, og for andre er niveauet lavt. Her siger den positive psykologi, at der ikke er så meget der kan gøres ved dette niveau, men at lykke kommer af meget mere end bare glæde og de følelser der kommer af dette. Faktisk opstiller de 5 faktorer som alle er medskabende til lykke, den såkaldte PERMA model, så derfor kan man sagtens have et lavt niveau for glæde og lykkefølelse, og stadig have et lykkeligt liv (se fx bøgerne af Martin Seligman).

Der er også forskning indenfor medfødt temperament (temperament på engelsk) hvor det ser ud til, at alle mennesker er medfødt på en skala mellem at være introvert og ekstrovert, og der følger meget målelige og betydelige elementer med i dette. Er du fx meget ekstrovert vil det være sværere for dig, at finde lykke og glæde ved at sidde alene altid, og omvendt hvis du er meget introvert, vil du have svært ved at kunne blive meget udadvendt (læs fx The Introvert Advantage af Marti Olsen Laney).

Og også de biologiske faktorer spiller i høj grad ind. Her fortæller Dr. Joe Dispenza i bogen Breaking the Habit of Being Yourself, at vores krop og sind arbejder side om side, men også kan arbejde imod hinanden. Vores krop er et system som hele tiden opsøger homeostase (som kort fortalt betyder balance i kroppen), og hvor vores krop egentligt er fuldstændig ligeglad om vi er lykkelige eller triste hele tiden. Kroppen er bare interesseret i homeostase og man kan derfor sige, at kroppen bliver afhængig af den sindstilstand, som vi mest er i. Det vil altså sige, at hvis vi tit er triste og fyldt med negative tanker, så bliver kroppen afhængig af, at vi er i denne tilstand, og du vil gennemgå oplevelser der mindre om afvænning, når du så vil prøve at forandre dig.
Du kender det sikkert, at selvom du har taget en meget bevidst beslutning, og meget gerne vil forandre dig og også har gjort forarbejdet så godt som muligt, så hører du alligevel stemmen i dit hoved som siger:” Ah bare en enkelt, det gør ikke noget”, eller “bare i dag, så starter vi forfra i morgen”, eller lignende, og som alle lyder meget tillokkende når de kommer.

Som du nok nu kan se, så kan det være meget svært at forandre sig.

Derfor har jeg det som tommelfingerregel, at jo større forandringen er i dit liv, jo mere har du brug for støtte udefra, både i form af opmuntring og anerkendelse, og også i form af coaching og rådgivning. Jeg vil også sige, at jo større forandringen er i dit liv, jo mere tid vil det tage og jo mere er det nødvendigt, at du ikke kun laver forarbejdet med målsætning, beslutning og psykisk ‘oprydning’, men også, at du gør fejltagelser og tilbagefald til en essentiel del af din forandringsproces. Det vil sandsynligvis ske, så derfor planlæg at det sker og hvad du så gør, når det sker.

Står du foran en stor forandring i dit liv, så kan du altid søge både inspiration, ideer og redskaber her på siden, og du er også velkommen til at kontakte mig, så vil jeg gøre mit bedste for at hjælpe dig videre i din proces.

Tak for din tid, og husk at være god imod dig selv, du fortjener det helt sikkert.

 

Del det du lige har læst!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.