Psykologi Blog

Psykologiske forløb starter allerede ved opstartsformularen

For mange klienter, starter mødet med den psykologiske behandling med en opstartsformular (intake formular), som de skal udfylde. Denne formular er ofte objektivt indrettet, hvor der spørges ind til nøgtern information omkring klienten. Men hvad gør denne form for opstart ved klienterne og kunne man tænke sig, at der ville vise sig en positiv forskel, hvis man indrettede spørgsmålene på en mere positiv måde?

Amerikanske forskere har netop undersøgt dette og deres fund er tankevækkende. Ved to studier har de forsøgt, at undersøge hvad effekten kunne være ved en mere løsningsfokuseret (SFBT) tilgang til opstartsspørgsmål, hvor de både har undersøgt et opstartsinterview og et opstartsspørgeskema. Forskerene har sat deres fund op imod en kontrolgruppe, som fik en mere standard medicinsk inspireret opstartsformular, hvor fokus var meget på sygdomsfrekvens, historik og sygdommens grad.

Ved spørgeskemaet, som bestod af kun 5 spørgsmål, viste det sig, at klienter som udfyldte det løsningsfokuserede spørgeskema, beskrev signifikant mindre antal af problemer og klienterne beskrev signifikant flere positive løsninger på deres problemer, end dem som udfyldte den mere standard, sygdomsfokuserede formular.

Dette fund er tankevækkende fordi, hvad skaber denne forskel? Og hvad betyder det, for den efterfølgende terapi?

Til det første spørgsmål, hvad skaber denne forskel, taler forskerne om, at der i den retorik der er i spørgsmålene er nogle forudsætninger. For de typiske medicinske formularer som ofte indeholder spørgsmål som fx ”hvilke problemer oplever du?” og ”hvor længe har du haft disse problemer?”, så er der en forudsætning om, at klienten har mindst et problem, og nok også flere, og samtidig at klienten har haft disse problemer i en længere periode, hvilket ville indikere at klienterne ikke har kunne håndtere deres problemer tidligere, altså at klienterne mangler noget for, at kunne løse deres problemer.

Når man bruger løsningsfokuserede spørgsmål, så omsætter man de førnævnte spørgsmål til, i respektiv rækkefølge ”Hvordan kan vi bedst hjælpe dig?” og ”Hvor ville du gerne se dig selv om et år?”. På denne måde er der en forudsætning med spørgsmålene om, at klienten ikke nødvendigvis har problemer som klienten ikke har kunne løse og samtidig, at klienten har de rette resurser til, at vide hvad klienten har brug for hjælp til samt, at klienten kan se sig selv ude i fremtiden, hvor der er sket en løsning på de problemer som klienten oplever nu.

Men hvad betyder det så for den efterfølgende terapi? Dette har forskerne også undersøgt. Her brugte de et længere opstartsinterview, hvor det igen var en løsningfokuseret tilgang overfor en klinisk tilgang, som lå meget tæt op ad diagnoserne i DSM-IV.

Her fandt forskerne, at der ikke var nogen forskel i klienternes opfattelse af intervieweren. Det vil sige, at man ikke her kunne se en forskel i alliancen mellem terapeut og klient, som effektforskning har peget på har en betydning for effekten af det videre forløb.

For at se på om der var en forskel i den videre effekt af de to interviews, så undersøgte forskerne om der var en forskel i oplevelsen af nød (distres) hos klienterne, efter de havde været til interviewet. Her fandt forskerne, at der var en signifikant forskel, hvor de klienter som havde været igennem den løsningsfokuserede tilgang, oplevede signifikant mindre nød, end de som havde været igennem den mere klassiske tilgang. Resultaterne viste yderligere at alle klienter som fik den løsningsfokuserede tilgang oplevede en forbedring, hvor en del af de klienter som var igennem den mere klassiske tilgang, oplevede en forværring i deres tilstand.

Man kan selvfølgelig ikke konkludere, at forværringen alene skyldes den klassiske tilgang, men det er tankevækkende, at ved en mere løsningsfokuseret tilgang, så oplever klienter en forbedring i deres tilstand, og det allerede inden den ”egentlige” terapi er startet. Dette er også en af punkterne i den løsningsfokuserede tilgang, at alle møder med behandlingsvæsnet er en intervention, og derfor har en effekt, noget som disse resultater kunne se ud til at støtte.

Nu er det selvfølgelig kun et mindre forskningsprojekt, lavet med en lille gruppe deltagere, så der er ikke noget der er forskningsmæssigt bevist. Når det er sagt, så er det dog tankevækkende, at man kan finde signifikante forskelle i klienters oplevelse af egen situation, alene ud fra hvilken type spørgsmål de bliver mødt med i opstarten. Det ville være meget interessant, hvis der kom mere forskning på dette område, som i højere grad kunne belyse, om der er en effektmæssig forskel i udfaldet af et terapeutisk forløb, ud fra det pre-terapeutiske møde klienten har med behandlingsvæsnet.

Om ikke andet er det værd at overveje, om man selv i sit psykologiske virke, kunne gøre nytte af disse resultater og bruge det i sin egen hverdag, og om det ville, have en gavnlig effekt for de klienter man er i berøring med.

Litteraturliste:
Richmond, J, C., Jordan, S, S., Bischof, H, G., Sauer, M, E.: EFFECTS OF SOLUTION-FOCUSED VERSUS
PROBLEM-FOCUSED INTAKE QUESTIONS ON PRE-TREATMENT CHANGE. Journal of Systemic Therapies, Vol.
33, No. 1, 2014, pp. 33-47.

Del det du lige har læst!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.