Psykologi Blog

Stress er Organisationssymptom

Siden begrebsdannelsen af stress er antallet af mennesker som får diagnosen steget år for år. Dette endog på trods af en massiv privatiseret og offentlig indsats for at mindske antallet af stressramte. Såhvad sker der? Og hvorfor virker de tiltag ikke, som der bruges så mange midler på?

Fra starten af har stress været belyst som et personligt anliggende. Det vil sige, at det er den stressramte som i sidste ende har ansvaret for, at have fået stress og for, at skulle gøre noget ved det.

Dette ses tydeligt i de mange forskellige forklaringer af hvad stress er, og hvordan man kan takle det via forskellige coping-mekanismer og psykologiske interventioner. Her ligges ansvaret for at gøre noget ved stress hos den enkelte, der har stress, og ja det har da helt sikkert en effekt, og skal da også gøres, men det løser ikke det underliggende problem, som gav den stressramte stressen til at begynde med.

Og for at gøre det hele lidt værre, så er der også en underliggende forståelse af stress, hvor det er den enkelte medarbejders ansvar ikke at få stress, og får de det, så var deres egen skyld, fordi de ikke havde tilegnet sig de rette coping-mekanismer. Altså at medarbejderen fejlede i sin egen livsførelse og nu skal have hjælp til selv at komme tilbage igen, i den nogenlunde samme kontekst med al den socialitet som er, og var, en faktor for den enkelte i at blive stressramt.

Og her mener jeg, at en stor del af problemet med stress ligger. For mig at se, så er det ikke den enkelte medarbejder som fejler i sin livsførelse. Som studier også har vist, så vil den samme medarbejder udsat for en nogenlunde ensartet påvirkning, klare sig markant forskelligt, alt efter hvordan konteksten er.

Man får altså her et billede af, at stress ikke handler så meget om individet, men meget mere har at gøre med den kontekst individet er i. Og når vi taler arbejdsbetinget stress, så er det en arbejds- og derfor organisationskontekst som den enkelte er indlejret i, og det er i opbygningen og hverdagssituationerne i organisationerne, at årsagerne til stress skal findes.

Stress er derfor ikke et individuelt anliggende, som man kan cope sig ud af. Det rammer folk i organisationer hvor, der er problemer i den kontekst organisationerne skaber for deres medarbejdere, og folk rammes så af stress, som et symptom på at organisationen er syg.

Jeg siger ikke, at det ikke betyder noget om det enkelte individ kan cope og hvordan deres personlige indstilling til arbejdet er. Men det er ikke afgørende for om der opstår stress. Jeg mener ikke, at man kan undervise og oplære individer i en syg organisation så meget, at ingen får stress i organisationen, fordi alle individerne har de coping-mekanismer de skal bruge og derfor ikke rammes af stress. Dette er en utopi, det kan ikke foregå i virkeligheden.

Fordi stress er et symptom på en syg organisation, så vil nogen altid rammes. Det kan så godt være, at det bliver en medarbejder som også er presset fra andre sider, eller en
medarbejder som går meget op i sit arbejde, og ikke bare kan lade stå til. Dette billede ses i øvrigt typisk med folk der er stressramte, det er oftest de medarbejdere som arbejder flittigt og engagerer sig i arbejdet, som bliver ramt af stress, og altså ikke medarbejdere som er svage eller dovne.

Når man taler om stress og hvad der giver stress, så får man tit serveret en fin model, hvor der er en del områder som alle skal spille sammen, for at medarbejdere ikke får stress. Du kender sikkert en variation af sådan en. Disse modeller kan også give fin mening, men det man skal huske er, at de er øjebliksbilleder ind i en dynamisk kontekst, som alle organisationer er. Det betyder, at man ikke kan opstille en model for hvad der skal være hos det enkelte individ, for så at tro, at nu bliver ingen stressede, fordi vi har lavet denne model og arbejdet ud fra den, og nu er målet nået. Her skal man huske at modellen er statisk, det er et billede på noget som er dynamisk og modellen skal hele tiden rettes til.

Samtidig, og meget mere vigtigt, skal man huske, at mennesker i en social kontekst, handler indenfor denne kontekst i deres hverdag. Hvad kan man gøre og hvad kan man ikke gøre, er meget mere vigtigt, end hvad en eller anden fin model siger, man bør gøre. Det er sjældent sådan, at alle mennesker, til alle tider, kan handle ud fra en statisk og generel ide om hvordan man kan undgå at blive stresset. Ofte ved indsatser imod stress glemmer man, at medarbejderne er indlejret i sociale kontekster hvor nogle handlinger er mulige og hvor andre ikke er det. Vi skal huske, at vi som mennesker er sociale væsner og vores hjerner er stadig indstillet som de var det for mange tusind år siden. Dengang betød en social død (en udelukkelse fra fællesskabet) en næsten sikker fysisk død. Derfor er det for vores hjerner, og derfor også for os, totalt udelukket at handle så man risikerer en social død. Dette gør, at vi ikke bare kan gøre noget nyt og anderledes lige pludseligt, fordi en eller anden klog konsulent har sagt, at det bør alle gøre. Det ersimpelthen ikke en mulighed for det enkelte individ.

Derfor når man skal lave indsatser for at modgå stress, så skal man tænke på stress hos et individ som et symptom på, at der er noget galt i organisationen. Dette individ skal selvfølgelig have støtte og hjælp til at komme på fode igen, men samtidig er det ligeså vigtigt, at organisationen ser sig selv spejlet i den stressramte og gør noget nu for, at ændre det som giver stress.

Her er organisationen nødt til at se på egne processer, intern kommunikation, ledelse og medarbejdere, og derigennem forstå den organisationskultur som den enkelte er indlejret i, for at få en ide om hvad den enkelte faktisk kan gøre og hvad organisationen skal gøre for, at dæmme op for den sygdom som er i organisationen, hvor flere medarbejdere vil få stress, hvis ikke der gøres noget.

Del det du lige har læst!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.